Astronauten af Tobias Dalager (Earthling, 1997)
"Der er nu noget opløftende ved himlen. Noget befriende. Især når den er lyseblå (og blyfri). Der er noget livsbekræftende ved solen og noget uendeligt smukt ved stjernerne, når de lyser op i mørket. Der ligger et håb over skyerne, og de kommer tættere og tættere på. (”The sky’s the limit,” som de sagde).
Vi ligger i en bunke ovenpå hinanden på græsplænen, som gode venner nu gør, og sætter former på skyerne. Kaniner bliver til drager, og biler bliver til fly. Engang imellem kan man høre ét på himlen. Vi er ældre end film og klogere end drømme. Vi har været her mange gange før. Det er sommer, og vi har knoklet for at være, hvor vi er. Nu river vi hverdagen væk under fødderne på hinanden. Vi tager så hårdt ved flasken (som Bjarke kalder ”Little Wonder”), at hele lejren spinder rundt for øjnene af os. Der er telte, som vender på hovedet, og Ulrik danser på skyerne nu. Marianne har altid haft et godt øje til ham, og hun hjælper ham med balancen. Den grønne græsplæne er snart et tæppe, snart et tapet, og vi er alle sammen enige om én ting. Denne uge er der ingen af os, som holder sig tilbage."
Cigaretter af Peter Grønlund (Never Let me Down, 1987)
"Jo, jeg tæskede skam også Thomas. Det gjorde vi alle. De fleste af drengene fra klassen gjorde i hvert fald. Dem fra de større klasser gjorde det også, og af og til kom der også nogle fra de mindre klasser og tæskede løs på ham. De gjorde det, når han lå ned, når han havde fået så mange bank, at han ikke kunne holde sig oprejst længere – det, syntes de, var sjovt, og så følte de sig store og stærke. Jeg husker, at en af pigerne fra klassen indimellem syntes, at det var synd for ham, og sagde, at nu skulle vi stoppe, og vi skulle lade ham være i fred. Men for det meste var der ingen, der sagde noget til det. Lærerne og gårdvagterne og vores forældre vidste godt, at Thomas ikke blev behandlet godt, men de gjorde ikke noget ved det, og han var ikke typen, der sladrede."
Historien om besværliggørelsen af én mands liv, på grund af en, for ham, aldeles ukendt person, ved navn Niels H. Lundqvist af Niels Lundqvist (Hunky Dory, 1971)
"Der er blevet sagt, skrevet og sunget meget om begrebet ”hjem”. En mands hjem er hans slot. Hjemmet er, hvor hjertet er, eller også er det bare der, hvor man hænger sin hat. Nogle mennesker føler sig hjemme, uanset hvor de er, hvorimod andre flakker rastløst fra bolig til bolig.
Vi er mange, der kalder millionbyen København for vort hjem. En by i vækst, hovedstad for et land omkranset af supermagter, samt en vigtig brik i nordens politiske spil. Grundet den stigende rædsel klimakrisen havde plantet i os alle, opstod der en uendelig kamp mellem landene, hvor de stærkeste parter var USA og Sovjetunionen.
Kampen om olie og en umulig debat om at skabe alternative energikilder, der både var miljøvenlige samt profitable, resulterede i international blokpolitik med flere lande, der gik sammen imod hinanden, hvilket derefter resulterede i flere koalitioner af lande, der brød aftaler med EU, USA og endda Sovjet for at skabe deres eget politiske råderum. Danmark var ikke meget anderledes. Sammen med vores skandinaviske brødre blev grundlaget lagt for en fælles union, og den danske statsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, stod gerne frem i medierne for at tale stærkt om vigtigheden af en sådan sammenslutning."
Depressions Dagbogen af Martin Dan (Heathen, 2002)
"Vi skal i gang igen. Pladeselskaberne spørger efter vores nye udspil, og til møderne forsikrer jeg dem om, at pladen er på vej. Kunstneren er der, men siger intet. Han var for depressiv dengang.
Hvorfor ikke Los Angeles, prøver jeg hver gang forgæves, når jeg prøver at få ham overtalt. Storby! Vores fans! Vores pushere! Nemme kvinder! Alt vi behøver for at komme i gang igen. Den måde kan Kvinden nemt komme ud af vores system.
Kunstneren er dog forfærdeligt egoistisk. Færøerne eller også ingen plade. For at komme i gang igen må han tilbage til det sted, hun kommer fra. Som han poetisk udtrykker det; For at overvinde hende, må vi overvinde de elementer, der skabte hende... Fuck ham! Det lyder som en af hans patetiske tekster!
Derfor er vi nu på vej til isolation på Færøerne, ingen mobil, ingen computer, ingen glamour. Et bekymret og allerede desillusioneret Ego sammen med en Kunstner, der har undertrykt sit store sammenbrud og blot holdt det i let depression. Bevæbnet med tomme nodeark og en notesbog. Hvilken forudsætning, ikke sandt?"
Mie CoRNeLiuS PouLSeN, 37 oG eT HaLVT af Sascha Dupont (Let's Dance, 1983)
"Det har sgu aldrig været min kop te... Det der med natteroderi og larm og alt det der. Ja, jeg er før blevet kaldt den sure, gamle kælling, men jeg har vist lært at leve med det. Sur, i hvert fald. Til dels også kælling. Gammel... Altså, når man er 37, så er det vel et spørgsmål om, hvordan man tænker. Og hvad man føler.
Men i princippet er det skide lige meget. Jeg er, og har altid været, Mie. Mie Cornelius Poulsen. Og lad nu være med at sige, at mit mellemnavn er et drengenavn. JEG VED DET GODT!
Nå... Men hvad rager det så mig, tænker du måske? Altså, det rager dig, fordi du er ham, som jeg muligvis endnu ikke har mødt, men som jeg påtænker at lade alle mine frustrationer gå ud over.
Og du er ham, som for en gangs skyld IKKE stikker af med en anden kælling, som er høj, mørk og mystisk. For meget kan man sige om mig, men høj, mørk og mystisk er jeg sgu ikke."
His master's voice af Per Reinholdt Nielsen (David Bowie, 1967)
"Robert gik hen til lægen for at fortælle hende, at han ikke længere trak vejret.
”Tag det roligt. Sæt dem derover ved akvariet. Så kalder jeg, når det bliver deres tur,” sagde en kvinde, der sad bag en glasluge og netop havde stjålet hans sygesikringsbevis.
”Jeg var ellers blevet så glad for det, og nu er det væk,” tænkte han og kastede sig i akvariet. Tre blåhvaler boltrede sig i vandoverfladen. Han dykkede mod bunden i noget, der syntes at vare flere evigheder. Undervejs så Robert kæmpe stimer af sild, meterlange alger og farvestrålende gopler. Havet skiftede kulør fra lyseblå, grønt og gråt til kulsort.
Der gik omtrent tre år. Så blev hans navn råbt op. De råbte hans rigtige navn op. Ikke dét han blev kaldt til daglig. Først reagerede han ikke. Robert kom til at tænke på en historie, han en gang havde fået fortalt. Lederen af en teatertrup i Midtengland rejste sig pludselig op en dag og talte højt og tydeligt om at lede efter sin stemme og finde modet. Han overhældte sig selv med vand. Som om han ville slukke en usynlig ildebrand. Derefter slog han korsets tegn for sig og forsvandt ud af et åbentstående vindue på første sal. Aftrykket fra hans krop i tulipanerne under vinduet var det eneste, de siden havde set til ham. Bortset fra at han konsekvent optrådte i alle de andre skuespilleres drømme. Resten af deres liv."
Ar (tredive aar senere) af Tobias V. Rose (Scary monsters (and super creeps), 1980)
"Jeg ved, at det er først på natten, stjernerne er sikkert over os. Du kommer fra en slags forstad. Dine krøller kaster skygger. Ved en måneformørkelse er jorden det lysbrydende objekt, der kaster skygge på månen. Vi står på sjette etage, gulvet består af lange, mørke træplanker, og friheden har nået sin højde. Jeg vælger at se åbenlyst på din krop."
Brug kun citater efter aftale, tak.